Roger Waters

★★★★★☆

Royal Arena, København - 17. April 2023

En musikalsk fuck-finger til de krigsførende og menneskerettighedskrænkende magteliter

Det var lidt af en first-timer at entrere Royal Arena på den måde. Ingen bagscene som arenaen ellers præcist netop er konstrueret til. Til gengæld en stor scene midt på gulvet delt op i et kæmpe kryds med fire scener, hvor man dermed kun kunne se 1/4 af den samlede scene uanset hvor man stod. WTF???

Det lidt mere spændende ved opstillingen for alle dem der stod på gulvet var til gengæld, at man var tæt på scenen uanset hvilken fjerdedel man valgte... Hvem andre end Roger Waters kan finde på at lave sådan et setup.

Så usikkerheden blev hurtigt til at tage og føle på. For var han alligevel igen blevet så stædig, at han lavede en koncert hvor man ikke fik hele den visuelle pakke? Lidt ligesom med de indledende ”The Wall” koncerter som startede på min fødselsdag i 1980, hvor hele første set blev opført bag en væg. Stædigt og provokerende, men også intenst og hvor Waters jo dengang havde holdningen, at publikum ikke skulle komme for at se bandet, men for at høre og forstå musikken.

Spørgsmålet blev derfor hurtigt - Hvad gør vi? Hvilket hjørne skal vi vælge?

2023_04%20 %20Roger%20Waters%20-%20Royal%20Arena%20-%20København%20-%200522.JPG



I det hele taget var der ikke tvivl om hvem der havde taktstokken og en lille hilsen inden koncertstart fra Hr. Waters lød på storskærmene, at hvis man ikke brød sig om den politiske vinkel til det show der startede om 20 sekunder, var der kun én ting at gøre ”Fuck Off to the bar”. Så var vi ligesom i gang.

Første nummer ”Comfortably Numb” gik igang og vi havde fået hjørnet med bassisten - og kun bassisten (Waters har en ekstra med, da han jo selv kaster sig over andre instrumenter undervejs). Men så stod han til gengæld også med ryggen til publikum i hele nummeret.

Nummeret som er et af de absolutte favoritter for mange Pink Floyd’s fans og tilhængere af ”The Wall” albummet var for øvrigt konstrueret i en helt ny nedtonet og meget smuk version uden den karakteristiske lange guitarsolo - måske en lille fuck-finger til David Gilmour, som jo tidligere har udtalt, at det er eneste nummer han kan lide fra albummet. Måske fordi selvsamme udfører netop guitarsoloen.

Heldigvis kom forløsningen allerede efter første nummer. Det store kryds, som samtidig var en kæmpe kors-skærm, som med vinklerne fik en 3D lignende effekt, blev hejst op og man kunne nu se hele scenen og de øvrige musikere i de andre ”hjørner”.

2023_04%20 %20Roger%20Waters%20-%20Royal%20Arena%20-%20København%20-%200561.JPG



Koncerten var en fin blanding af Roger Waters egne og Pink Floyds numre og den fortsatte over numre som Another Brick in the Wall Part 2 og 3, The Bar, som for øvrigt var et tema igennem hele koncerten, Wish You Were Here og ikke mindst Shine On You Crazy Diamond - en hyldest til Pink Floyds første og legendariske guitarist, Syd Barrett, som Waters startede Pink Floyd med og som man klart fornemmer han savner. Inden pausen var der et flyvende får i luften til nummeret Sheep.

Jeg kan nu personligt godt til visse koncerter lide, at der kommer en pause undervejs. Specielt til de lange, som man jo gerne vil have, koncerter. Problemet er bare at Royal Arena med kun én ”indgangsside” til gulvet ikke er bygget til pauser.

Efter pausen fortsatte de flyvende dyr. Denne gang en gris til nummeret In The Flesh, som gik lige over i Run Like Hell – endnu en The Wall klassiker og numre som Us and Them og Eclipse.

Personligt blev jeg mest ramt og henført af nummeret ”Two Suns in the Sunset” (se video under anmeldelsen her på siden), som er sidste nummer på Pink Floyd albummet ”The Final Cut”, som for øvrigt var sidste Pink Floyd album Roger Waters medvirkede på inden han forlod bandet i 1985. Jeg blev nu ikke ramt så meget pga. teksten, som ellers fortæller om frygten for en 3. verdenskrig med atomvåben og døden for millioner af uskyldige mennesker, men mere pga. den utroligt smukke melodiske stemning der er i nummeret. Men samtidig også en sang som måske desværre igen er mere aktuel end nogensinde... Hvornår bliver menneskeracen klogere? ”We were all equal in the end”.

Der blev skålet ad flere omgange fra alle musikerne i baren på scenen imens Waters udtrykte hvor glad han var for at være i Danmark. Den slags runger altid godt i ørerne på folket i vores lille land.  Koncerten blev rundet af på fineste vis, hvor bandet langsomt forlod scenen til stroferne af nummeret “Outside the Wall".

2023_04%20 %20Roger%20Waters%20-%20Royal%20Arena%20-%20København%20-%200542.JPG



Selvom det er en aldrende herre må jeg bare bøje mig i støvet over både hans stemme, som står utroligt skarpt og fyldt med visdom, men selvfølgelig også den lækkert producerede lyd. Det var nu forventeligt, når vi tales om koncert med netop denne herre. Og så var der selvfølgelig også hele den visuelle del af oplevelsen. Intet mindre end fantastisk. Der har virkelig været nogle grafikere og video kreatører på banen, som har fået lov til at boltre sig og man stod til tider helt paralyseret og kiggede op på skærmene hvor det så var lyden der lige pludselig blev bagtæppet og ikke omvendt.

Det fedeste scene setup jeg personlig har oplevet i Royal Arena til dato og den bliver nok ikke lige sådan at overgå.

Ingen tvivl om at Roger Waters efterkrigstid fra 2. verdenskrig stadig sidder dybt i ham – og det kan vel næppe være mere sigende med hvor dybt og skadeligt krig kan sætte sig som dybe ar, selvom man måske ikke selv har været direkte involveret, når manden senere i år bliver 80 år gammel.

Men selvom Waters musik og scene visualisering kan virke mørke og dystopiske, skal man jo ikke være i tvivl om, at der underliggende er tale om et stort fredsønske. Han er bare gal og skuffet på menneskeheden og de mange ledere og jeg er med ham – jeg er med ham hele vejen.

Efter Waters eget udsagn er denne ”This is not a drill” tour samtidig ”The First Farewell Tour”... så kan det måske tolkes som om han kommer tilbage - Jeg tager i hvert fald gerne en runde mere med skaberen af (i mine ører og øjne) verdens bedste album.

2023_04%20 %20Roger%20Waters%20-%20Royal%20Arena%20-%20København%20-%200552.JPG



SETLISTE:
1. Comfortably Numb
2. The Happiest Days of Our Lives
3. Another Brick in the Wall, Part 2
4. Another Brick in the Wall, Part 3
5. The Powers That Be
6. The Bravery of Being Out of Range
7. The Bar
8. Have a Cigar
9. Wish You Were Here
10. Shine On You Crazy Diamond (Parts VI-VII, V)
11. Sheep

(pause)

12. In the Flesh
13. Run Like Hell
14. Déjà Vu
15. Déjà Vu (Reprise)
16. Is This the Life We Really Want?
17. Money
18. Us and Them
19. Any Colour You Like
20. Brain Damage
21. Eclipse
22. Two Suns in the Sunset
23. The Bar (Reprise)
24. Outside the Wall


Roger Waters 
Two Suns in the Sunset

The Savage Rose